I Lis Bramsens malerier udforsker hun forladte bygningsværker.

Arkitektur handler om at skabe rammer for menneskers liv og oplevelser. Bygninger får liv via de mennesker, der bor eller arbejder der, og byrum og landskaber får funktion via de, der tager dem i brug. Men hvad sker der når den menneskelige komponent forsvinder og arkitektur, byrum eller landskaber bliver forladte? Det er de spørgsmål der stilles og undersøges i Lis Bramsens malerier.

Hun er fascineret af ruiner – en slags rumarkæologi- og undersøger nedbrydningen af det menneskeskabte for at se det blive vakt til live igen- når beplantninger eller vejrliget nedbryder det endeligt . Lige der opstår det nye eller  begyndelsen til noget nyt.

I de seneste værker arbejder hun på plexiglas og med cyanotopi,. I begge udtryk arbejdes med komplekse rumopfattelser, hvor flere forskellige rum danner en samlet labyrintisk virkning.

Der arbejdes i disse værker med en forståelse af rum både som et kompositorisk motiv og som en personlig konstruktion formet af erindring.

Farveoverlapninger og perspektiviske forskydninger af rum optræder oven i hinanden og udfordrer billedernes umiddelbart letlæselige kompositioner. Der er tale om forskellige forskudte synsvinkler på rum, så de både kan opfattes som konkrete og mentale rum.

 Om arbejdsprocessen

Lis Bramsen arbejder med få farver ( 2-3 farver) (F.eks. rød og grøn og blandingerne som opstår i forbindelse med dem), og finder det interessant at opløse og antyde motivet. 

 Opløsningen af motivet understøttes af at materialet (farven og penselstrøgene) også synes at være under opløsning . Malingen løber og opløser motivets form.

Hun arbejder med faste regler for sin proces:

Malerierne  skal  have  ”rumlighed”.

Der skal være en høj grad af ”forfald” eller ødelæggelse i både motiv og malemåde.

Der skal være en høj grad af kontrast imellem  lys og skygge, i form og i dybdevirkning.

Nogle partier skal være umalede, så det hvide lærred eller det gennemsigtige plexiglas  står uberørt  , når billedet er færdigt.

Hun arbejder med våd maling på våd maling, derfor er tilgangen til maleriet meget fysisk,  idet  formen flytter sig rundt  og siver ud i omgivelserne. Det kræver at der arbejdes hurtigt og intenst. 

Nogle partier skal forblive ”ude af fokus” eller uskarpe.

Disse regler hjælper hende til at holde fokus, de tøjler udtrykket og bliver udslagsgivende for helhedsindtrykket.